Magirus logo er et M med spir, det stiliserede vartegn for domkirken i Ulm, Magirus hjemby.
Den første Magirus lastbil blev efter officielle kilder bygget i september 1917. Det var en lastvogn med en lasteevne på 3 tons, og forsynet med en 4 cylindret benzinmotor på 6082 cm3, som udviklede 40 HK ved 1100 o/m.
I starten af 1918 blev Magirus opfordret til at sende køretøjer til afprøvning hos dent tyske hær, og snart efter begyndte man også at levere til det civile marked.
Magirus-Deutz 3 CV 135 fra 1927 havde en 7,63 L motor, på 65 HK. Totalvægten var på 6 tons.
Den første dieseldrevne lastvogn kom i december 1932.
I september 1935 blev der indgået en overenskomst med Humboldt-Deutz-Motoren AG i Köln, som førte til en fusion mellem de to firmaer, hvor Magirus blev en afdeling af Humboldt-Deutz-Motoren AG.
I 1936 der på udstillingen IAA i Berlin præsenteret en frembygget model, Magirus M 65. Vognen havde en underliggende motor med 12 cylindre (Boxer) på150HK og med en nyttelast på 6,5 tons.
I 1938 indgik Humboldt-Deutz-Motoren AG i Klöckner-Werke AG i Duisburg, og nu opstod firmaet Klöckner-Humboldt-Deutz, almindeligvis forkortet KHD.
Under 2. verdenskrig leverede firmaet lastvogne til den tyske værnemagt, fortrinsvis 3 tons vogne og RSO (Raupenschlepper Ost), en terrængående larvebåndsvogn.
1942 begyndte man at bygge model 514, og med denne model var epoken med de luftkølede dieselmotorer begyndt.

Fabrikken i Ulm blev udsat for kraftige bombardementer, og blev tvunget til at lukke i 1945.
Samme år påbegyndte man dog igen produktionen, på basis af 3 tons førkrigsmodellen, og i april 1951 kom den første egentlige efterkrigsmodel, kendt som "Alligatormodellen". Modelserierne var Mercur, Pluto og Jupiter.
Magirus modellerne hentede deres navne tra planeterne i årene1957-64. Dette hentydede til de specielle planetdrev i drivakslerne, som gav en overvældende stor udveksling helt frem ved de trækkende hjul  Dette drev havde ry for stor robusthed, og var ikke så sårbare for overbelastning.
I 1955 kom de tunge 6 x 6 og 6 x 4 Uranus, primært bygget til militære kampvognstransporter.
I 1971 dannede Magirus-Deutz, sammen med DAF, Volvo og Saviem, The Euro truck Development Group,kendt som Firergruppen.
I 1974 blev firmaet reorganiseret som Magirus-Deutz AG, for året efter at indgå i IVECO gruppen. (Industrial VEhicles COrporation), som foruden Magirus omfattede FIAT, Pegaso, Unic og Saviem.Fabikationen af lastvogne på fabrikken i Ulm fortsatte under IVECO logo.

Magirus var kendt for sine luftkølede dieselmotorer, som var såvel 4, 6, 8 10 og 12 cylindrede, sidstnævnte ydede 340 HK, uden turbo. Motorerne var modulbyggede, og fandt anvendelse i såvel lastvogne som entreprenørmaskiner af mange slags, fra vejtromler til de største gravemaskiner.
De var byggede til militært brug, og derfor uhyre robuste. De enkelte cylindre kunne skiftes ud, og der var ingen toppakning, så nøjagtigt var pasningen mellem cylinder og topstykke. Til gengæld var det tørstige motorer, men det havde mindre betydning, blot de kunne trække, og det var deres styrke, og så var det inden oliekrisen ramte os i 1974.

Lidt personlig erindring:

At de var tørstige illustreredes af at man om natten op ad Hallandsåsens nordside kunne se en ildtunge fra udstødningen, når der slæbtes med fuldt læs i lavt gear, det var et flot syn, men ikke særligt miljørigtigt.
Der var heller ingen syncromesh i gearkassen, doppelt udkobling var et must, hvis man ikke ville have armen forstuvet ved gearskifte. Dog var der en elektropneumatisk betjent mellemgearkasse, som skiftede efter forvalg når koblingspedalen aktiveredes.
At den var bygget til militært brug afspejlede sig også i det permanente boggietræk, som sørgede for at man kom frem allesteder med en stabilitet som var fantastisk.

Der blev til Danmark importeret en hel del i 1970´erne af Skandinavisk Motor Compagni, både som eksportvogne og som entreprenørvogne. Firmaet Tandem Transport, som senere udviklede sig i DSV, De sammensluttede Vognmænd, startede med at køre Magirus-Deutz.
Forsvaret var naturligvis også en stor kunde hos Magirus, en kærkommen afløsning for det efterhånden forældede materiel, som vi fik delvis som våbenhjælp efter 2. verdenskrig.

Jeg kørte selv Magirus, en FL16-230 med anhænger, og en sættevognstrækker, FLT22-230 med tandemtræk, her fotograferet i Svinesund. jeg mindes dem som yderst solide biler, det var godt kram der lavedes på fabrikken i Ulm.

Nogle medarbejdere fra firmaet IVECO Magirus har i 1999 dannet en forening med navnet Oldtimer-Club Magirus IVECO E.V. med internetadressen www.oldiveco.de
Foreningen har ca.40 Magirus og IVECO køretøjer, brandsprøjter, lastvogne og busser.
Det tidligere fabriksområde i Senden ved Neu-Ulm huser samlingen.